Kørekort på min fødselsdag? Camp.

Mig, som lige har bestået min køreprøve. Sikke et sus.

”Fuck this shit omg” var min tanke, efter jeg for anden gang havde dumpet køreprøven. Faktisk tænkte jeg det samme første gang, men altså virkelig ”fuck this fucking shit” den anden gang. Der havde jeg seriøst fået nok, men som jeg er, giver jeg aldrig op. Jeg skulle have det kørekort.

Som det fungerer med køreprøver, kan de være ret svære at få lov at gå op til på grund af begrænsede prøvetider. Det ledte mig derfor til, at jeg stod over for det superfede valg mellem at vente nogle uger eller gå op til køreprøven på min 18-års fødselsdag d. 3. marts. 2020.

Jeg er totalt riv-plasteret-af-typen og valgte derfor at gå op på min fødselsdag, som jo meget hurtigt kunne være blevet den værste 18-års fødselsdag måske nogensinde, men det skulle være slut med det her kørekortsselvtortur, og jeg betalte derfor endnu et absurd firecifret beløb for at gå til min tredje køreprøve.

Den 3. marts 2020 er det godt vejr med en let forårsbrise i luften, og det er min 18-års fødselsdag. Jeg skal køre en lille tur rundt i min hjemby Hvidovre. Nemt at være på hjemmebane tænker jeg. Intet problem. Den klarer jeg. Nu er det nu, og tredje gang er lykkens gang.

Jeg møder den sagkyndige, som siger, at vi bare kører afsted, fordi han kunne se, at jeg havde fint styr på teknikken fra de tidligere prøver. Og det havde jeg, fordi jeg altid gør mit bedste for at lære alting udenad, før jeg virkelig kaster mig ud i noget - måske bare lige på nær at køre bil.

Vi sætter os ind i bilen, og han kigger på mit pas for at verificere, at det rent faktisk er mig, som er til stede ved den her køreprøve - og uheldigvis så var det... MEN i dag tænkte jeg jo, at han vil sige noget om, at det var min fødselsdag.

Men det fløj ham fuldstændig forbi. Helt som en drone over Kastrup Lufthavn.

Og jeg tænker bare ”øh wtf” - for jeg havde jo ligesom udspekuleret og lagt en plan om, at jeg skulle bruge min 18-års fødselsdag som et dumpe-skjold, hvis det nu gik helt galt igen - for hvem kunne finde på at dumpe en person på sin 18-års fødselsdag?

Og jeg nåede totalt at panikke, inden jeg overhovedet havde tændt bilen. Fordi nu havde jeg jo mistet mit dumpe-skjold. Hvad skulle jeg gøre nu? På det her tidspunkt var jeg jo klart overbevist om, at jeg var forfærdelig til at køre bil og aldrig nogensinde ville få det kørekort, fordi jeg var floppet to gange før. Hvorfor skulle den tredje gang være anderledes?

Men jeg triller ud ad Friheden Station, hvor det går op for mig, at jeg er så heldig, at den her sagkyndige er meget chatty - i modsætning til de to tidligere. Jeg elsker at snakke, så det var et kæmpe win, fordi så kunne jeg jo sidde og plapre løs om, at det er min 18-års fødselsdag.

Men han fattede bare hat af, at det var min fødselsdag.

Jeg må have sagt det en-to-tre gange, hvor det først gik op for ham, hvad det var jeg snakkede om, da han spurgte, hvad jeg skulle efter prøven, hvortil jeg svarede ”jeg skal ud at spise med min familie i aften, fordi det er min fødselsdag”.

”Nååårh, er det din fødselsdag?”

”Ja, det er det”

”Nå da, tillykke med fødselsdagen. Hvor gammel bliver du?”

”18 år gammel”

Men selv efter det gik op for ham, at det var min fødselsdag, fik jeg totalt en vibe af, at det bare var helt normalt for ham, at folk går op til køreprøven på deres 18-års fødselsdag. Han var seriøst unbothered.

Fast forward til slutningen af køreprøven, hvor jeg skal lave et højresving hen over et fodgængerfelt og en cykelsti, og han spørger ”hvad ville du have gjort, hvis der var en cykel der?”, og jeg selvsikkert svarer ”bremset.”, og han spørger igen ”ville du kigge dig over skulderen?” Her går jeg nærmest i udbrud og siger klart og tydeligt i den mest militante tone, der nogensinde er kommet ud af min mund ”DET GJORDE JEG OGSÅ” fordi nu skulle jeg bare bestå den her køreprøve. No more bullshit, og jeg havde kigget mig over skulderen.

Men den sagkyndige siger lige bagefter:

”Nå, men vi er ved at være færdige, så hvis du bare kører ind på stationen - kan du finde ud af det?”

”Ja, det kan jeg godt…” siger jeg tavst, fortabt og uden nogen som helst form for håb i min sjæl, for at jeg var bestået. Og så er der helt stille. Fuldstændig stille. Den samme stilhed fra de to tidligere prøver, som opstod efter jeg havde lavet en dumpefejl. Venteværelsestilhed. Elevatorstilhed. Lige-før-The-Hunger-Games-bliver-skudt-i-gang-stilhed. Og inde i mit hoved var der kun en tanke:

fuck

my

life

Men jeg holder hovedet højt, kører ind på stationen, laver en fin parkering i den afmærkede bås og slukker bilen. Og jeg følte i det her sekund, at mine drømme for at få det her kørekort var lige så slukkede som den ellers ret fede Mercedes, jeg lige har kørt. Lige indtil, at han siger:

”Det var godt klaret, du består Nikolaj”

Og jeg tror, at det er så fake, at jeg i min totale choktilstand spørger, om det er rigtigt, og om det er en prank? Det var så uvirkeligt for mig, og jeg troede aldrig, at jeg skulle høre de ord.

Men jeg var bestået. Det masochistiske kørekortsforløb var slut, og jeg skulle endelig sætte den underskrift, der skulle være på mit kørekort. Og lad mig lige sige, at den underskrift er så fucking grim den dag i dag, på grund af at jeg rystede så meget over den massive mængde paniske angst, jeg fik udløst, da han sagde, at jeg var bestået.

Virkelig ikke nogen sexy underskrift.

Og som jeg sidder og skriver denne historie, kan jeg mærke glæden - euforien nærmere - der fyldte alle celler i min krop, da han sagde, at jeg var bestået. 10/10 experience, men også en ting, som jeg kun har brug for at opleve én gang i mit liv.

Og hvorfor var det så vigtigt, at jeg gik op på min fødselsdag? Fordi Danmark blot en uges tid efter min fødselsdag blev shut down på grund af Covid-19. Havde jeg ventet til den næste prøvetid i april, så var jeg endt i den komplette Coronakøreskole og ville have haft meget svært ved at få en køreprøvetid - og måske være kørekortløs den dag i dag. Sådan blev det heldigvis aldrig.

Min fødselsdagskøreprøve betød dog også, at jeg kunne køre ned for at handle ind til familien, som i øvrigt er blot én af mine mange små glæder i livet, og samtidig få lov til at opleve folk hamstre rugbrød og toiletpapir. Det skulle man havde været hurtig til at lave et dokumentarprogram omkring - ”Herredumme hamstrere” - vinklet på, hvor længe det tog Birthe, Bo og børnefamilier at komme gennem deres bjerge af toiletpapir og kilovis af konserves.